Gunna Hesselbjerg   27 12 97 10

Hjælp dig selv

 

 

Hvordan du kan begynde

 

Du sidder måske og læser det her, fordi du leder efter en måde, hvor du kan hjælpe dig selv, fordi du gerne vil have det bedre.

 

Vejen til et harmonisk liv fyldt med glæde og kærlighed går efter min mening gennem selvindsigt og forståelse for dig selv. Respekt for dig selv. Accept af dig selv, den du er, af dine styrker og udviklingsmuligheder.

 

Når du står ved dig selv i alle sammenhænge, vil du være i harmoni. Når du er i harmoni vil du opleve glæde og kærlighed i dit liv. Hvad er harmoni? Læs om din indre perle her.

 

 

Hvordan opnår du harmoni? – Ved at lære dig selv bedre at kende.

 

 

Her følger en række ting, du kan gøre for at lære dig selv bedre at kende:

 

Hvilken type er du?

 

Test din personlighedstype på Jobindex. Testen er oprindeligt udviklet af Myers-Briggs og er en videreudvikling af Jungs typologi. Testen på Jobindex skal ses som en "light" udgave, der giver dig et fingerpeg om, hvilken type du er. Den er ikke en fyldig test som den, man får hos en Myers-Briggs-specialist.

 

     >> Tag Jobindex’ typetest her.

 

Sæt dig grundigt ind i dine træk, og hvad det betyder for dig. Læs om dine træk, og andres træk, og du vil forstå dig selv og andre bedre. Som med al ny indlæring og viden må du regne med, at dette tager nogen tid at integrere i dig. Måske får du lyst til at teste din partner, tale om det, teste venner, forældre, børn. Bare gå med inspirationen og gør så meget eller lidt ved dette emne, som du lyster. Læs bøger om de specifikke træk, hvis du har brug for det.

 

Tester du indadvendt (eller er du udadvendt og gerne vil forstå de indadvendte) kan jeg anbefale dig at læse Fordelen ved at være indadvendt af Marti Olsen Laney.

 

Vil du læse mere om typer kan jeg anbefale Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis af Edvard Borbye.

 

Kender du dit kærlighedssprog?

 

Hvad får dig til at føle dig elsket? Ved du det, eller har du det lidt sådan, at andre – din partner – "bør kunne læse dine tanker" eller "regne det ud selv"?

 

Hvis du ved, hvad der er vigtigt for dig for, at du virkelig føler dig elsket, kan du bede om at få det, du har brug for. Dermed står du ved dig selv og dine behov, og du gør det nemt for din partner/venner at gøre dig glad. De er vel i dit liv for at gøre dig glad og omvendt.

 

Test dit kærlighedssprog og find ud af, hvad det er vigtigt for dig at få. Er du til anerkendende ord, ros, positiv feedback – og på første date får du ingen af delene – må du overveje, om daten er noget for dig.

 

Vær også opmærksom på, at dine behov kan skifte alt efter, om du har fået meget eller lidt af det pågældende den seneste tid.

 

     >> Find dit kærlighedssprog her (dansk).

 

     >> Find dit kærlighedssprog her (Chapmans egen på engelsk).

 

Kærlighedssprog er udviklet af Gary Chapman. Du kan læse mere i hans bog Kærlighedens fem sprog.

 

Børn har også kærlighedssprog. Læs mere i Børnenes fem kærlighedssprog af Gary Chapman.

 

Er du særligt sensitiv?

 

Særligt sensitiv betyder, at du er mere fintfølende end andre mennesker. Det deler du med 20 procent af befolkningen. De sensitive er mere forsigtige, mindre udadvendte og bearbejder indtryk mere dybt end de resterende 80 procent.

 

    >> Tag Ilse Sands test for særligt sensitiv her.

 

Skriv din livshistorie

 

Når du vil udvikle dig personligt og har forskellige oplevelser med i bagagen fra både din opvækst og ting, der er sket for dig i dit liv, er en måde til at få startet udviklingsprocessen at skrive din livshistorie ned.

 

Det hjælper dig til at blive mere klar over, hvad det er, der er sket for dig – hvor gammel du var, hvem du var sammen med og sådan noget. Det hjælper dig til at huske hændelserne. Det skaber overblik, og det vil give dig en følelse af at være igang med at tage dig af tingene.

 

Det er vigtigt, at du mærker efter, hvor meget du kan klare at skrive ad gangen. Du kan skrive om dele af dit liv, holde pauser og gå tilbage og fylde mere på. Du kan skrive kronologisk i overskrifter og fylde mere på efterhånden.

 

Alene det at skrive din livshistorie ned for dig selv vil bringe dig videre i dit liv. Du vil få et overblik, og nogle ting vil du bedre kunne forstå.

 

Husk at passe på dig selv og din energi i skriveprocessen.