Psykoterapeut Gunna Hesselbjerg

Klinik:
Helsingør

27 12 97 10
Send mail

 

 

 

Nuets kærlighedserklæring:
Det forpligter ikke at sige, jeg elsker dig!


Når du siger, du elsker mig, så forholder jeg mig til, at det er lige NU, hvor du siger det, at du føler det. Derfor holder jeg dig ikke op på, om du elsker mig i morgen eller gjorde det i går.

Det samme gælder for mig. Når jeg siger, jeg elsker dig, gælder det også for lige nu. Det gælder ikke for igår eller imorgen. Det er en følelse, jeg har lige nu og giver til dig. Du kan ikke regne med at få den igen imorgen. Så imorgen må vi igen forsøge at positionere os, så vi er værd at elske og kan vække hinandens kærlighed påny.

Hvad er kærlighed?

Det er der mange, der har forsøgt at give et bud på. Det vil jeg nu også gøre...

Kærlighed er ikke bare kærlighed. Kærlighed består af mindst fire forskellige typer. Tilsammen udgør de den ultimative kærlighed, du kan finde i kærlighedsforholdet til din partner.

Hvad er så de fire slags kærlighed? – Guld, sølv, perler og diamanter. Nej, spøg til side. De fire typer, kærlighed kan optræde i, og som er grundlæggende forskellige, er den venskabelige kærlighed, den fysiske kærlighed, den familiære kærlighed og den betingelsesløse kærlighed.



Venskabskærligheden

Ofte er det forelskelsens romantiske og fysiske kærlighed, der bliver fokuseret på i vor tids jagt på den eneste ene. Men venskabskærligheden er noget af det vigtigste i et stærkt og udviklende kærlighedsforhold. Den er den kærlighed, du nemmest selv kan være med til at udvikle, og som kan blive ved med at give næring til de andre slags kærlighed.

Venskabskærligheden bygger på kommunikation tit og ofte, at dele liv, tanker, følelser, problemer. Giv dine inderste tanker, følelser, drømme, værdier, ønsker til din elskede, så det kan blive en have, hvor hans/hendes kærlighed til dig kan slå dybe rødder. Åben op for dine dyrebare skatte! Erkend dine fejl og svagheder og oplev muligheden for at blive elsket alligevel.

Det afgørende er her, om du kan være din elskedes bedste ven. Jeres forhold må være en vekslen mellem at give og modtage. I må have samme mål med jeres fælles liv og kærlighed, samme livssyn og virkelighedsopfattelse, ellers kommunikerer I i øst og vest.

Mange tror, at ægteskabet og parforhold betyder, at de har ret til hinandens kærlighed. Sådan er kærligheden ikke. Den udspringer af en grundlæggende frihed og respekt. Vis hinanden tillid og respekt i den måde, I behandler hinanden på. Tag ikke din elskede for givet, men modtag med TAK det, du får hver dag, lad det være din elskedes personlige kærlighedsgave til dig. Giv af dig selv, hvis og når du føler for det.

Venskabskærlighed fornyer du og udvikler hver dag, hver uge, hver måned; igen og igen gennem at bruge tid og dele liv.

Kærlighedens tragedie hedder ikke døden,
den hedder heller ikke adskillelse,
den hedder ligegyldighed.

William Sommerset Maugham

Den fysiske kærlighed

Den fysiske kærlighed er tiltrækning og længsel efter at komme helt tæt på den anden. Det er den fysiske berøring, intimitet, nærhed, forening, erotik, sensualitet, lidenskab og følelser. Fysisk kærlighed er også, når du holder veninden i hånden, reder hendes hår, giver massage, giver en ven et skulderklap eller holder om dit lille barn.

Den lidenskabelige fysiske kærlighed er der mange par, der har svært ved at holde fast på. Den ligesom siver ud af parforholdet og forsvinder, når det begynder at knirke med problemer. Det bunder i den tætte forbindelse, der er mellem venskabskærligheden og den fysiske kærlighed. Hvis der ikke bliver ryddet op i de misforståelser og fejltagelser, der sårer og skuffer i et parforhold, vil hver eneste af disse oplevelser ligge som en dæmper, der holder lidenskaben nede. Nøglen til en vedvarende stærk og intim romantisk lidenskabelig kærlighed er i virkeligheden TILGIVELSE!

For at tilgive må vi tale om det, der sårede eller gjorde os vrede. Vi har brug for at blive hørt og forstået og måske trøstet af den anden. Mærke, at den anden tager medansvar for følelserne. Når vi er færdige med følelserne, kan vi tilgive. Cand.mag. Lotte Kaa Andersen skrev engang i Femina:

– Hvis du er stået fortravlet op hele ugen og er pisket af sted på arbejde og har overladt børn, morgenmad, sjaskvåde håndklæder på gulvet, spildt mælk, madpakker, hundeluftning, opvask, vasketøj og skraldespand til din kvinde, så nytter det ikke noget at være sød og kælen fredag aften. For så gider hun bare ikke! Hvis der er stress i luften, og det hele bare flyder, så er det de færreste kvinder, der magter at overgive sig til lidenskaben.

Så er det sagt! Forspillet, og dit eget ansvar for at pleje dit kærlighedsforhold, starter om morgenen og varer hele dagen, hver dag. Der er ikke nogen undskyldninger for at sige, „min kone forstår mig ikke“, hvis du som mand i virkeligheden ikke forstår din kone og derfor ikke får sex eller kærlighed. Læs hellere Joan Ørtings Ta´ mig og få tips og tricks... ;-)

Familiekærligheden

Familiekærlighed kunne også kaldes gruppekærligheden. Det er kærligheden til et fællesskab, loyaliteten og tilknytningen til en gruppe, hvor man har sin faste plads, for eksempel i et arbejdsteam, på et sportshold eller i en familie.

Familiekærligheden vælges til igen og igen og giver en behagelig oplevelse af tryghed og ansvarlighed, at høre til. Familiekærligheden kan bruges til at styrke jeres forhold, ved at skabe og fastholde jeres egne traditioner og fællesskaber.

Kærlighed er, når jeg ser over på divanen og opdager,
at han ligger der endnu efter seksten år.

Susanne Brøgger

Den betingelsesløse kærlighed

Også den betingelsesløse kærlighed er en del af det vigtige fundamentet for al vedvarende og dyb kærlighed mellem mennesker. Hvis ikke den betingelsesløse kærlighed er med til at skabe et fundament af livslang tilknytning til et andet menneske og tilgivelse – at elske og tilgive på trods af – så er der ikke store chancer for, at kærligheden overlever særlig mange år.

Den betingelsesløse kærlighed er evig og åndelig, den er ikke bundet til psykiske eller sociale regler eller skjulte dagsordener. I sin mest rendyrkede form er det den kærlighed, en forælder har til sit nyfødte barn. Her er ikke tale om at kende hinanden eller om gensidig udveksling af noget som helst. Det er alene barnet, der får.

Når du møder din partner og forelsker dig, har du ikke ret meget betingelsesløs kærlighed til ham/hende. Men den betingelsesløse kærlighed kan udvikle sig gennem jeres samliv. Det kunne være en forklaring på, at nogle ældre par dør kort efter hinanden eller bliver sammen trods den enes svære plejekrævende sygdom.



Kærlighed udvikler sig, når...

Kærligheden vokser, når du knytter dig, og hengiver dig til at være der for et andet menneske.

Kærligheden styrkes, hver gang du giver eller modtager i sådan et forhold, og når du focuserer på den andens værdier og tænker positivt om din elskede.

Evnen til at elske din partner styrkes, når du udvikler din evne til at elske dig selv, som du er, værdsætter dine egne evner, opfylder dine egne behov, tilgiver dig dine egne fejl med henblik på at ændre dem. Dybden i den kærlighed, du kan opleve afhænger af din ærlighed: Om du tør være den, du er!

Hvad siger lægen om hjertet?

Alexander Löwen er læge og leder af Institute of Bioenergetic Analysis i New York. Han har i en menneskealder praktiseret psykoanalyse og har forlængst markeret sig som en af de banebrydende inden for den kropsorienterede psykologi. Han siger: Hjertet er det velkendte symbol for kærlighed, og hvad de færreste ved – seksuel lyst!

Alexander Löwen mener hermed, at forbindelsen mellem hjertet og kærligheden ikke kun er symbolsk, men helt reel. Undertrykte følelser, specielt seksuelle konflikter, og psykisk smerte kan anspænde overkroppen i en sådan grad, at brystkassen bliver et panser, der bogstavlig talt kvæler hjertet, skriver han i bogen Kærlighed, sex og dit hjerte.

Löwen giver således et nyt og overraskende indblik i årsagen til det stadig stigende antal tilfælde af hjertesygdomme. Ligesom nogle hjertesygdomme kan udløses psykisk, kan de også forebygges psykisk. Bioenergetiske kropsterapeuter kan løsne kroppens panser, frigøre behovet for kærlighed og sex, og dermed mindske risikoen for alvorlige hjertesygdomme.

 
Artiklen har været bragt i magasinet Design Ure Smykker nr. 7 i 2008, som del af en artikel om hjerter som symbol i smykker.



Se hele artiklen i bladet her.